holdt af Charlotte Helt Brunsgaard, Kulturkoordinator Aabenraa Kommune
Som relativ
nystartet kulturkoordinator i Aabenraa Kommune er jeg meget glad for
invitaitonen til at komme og åbne Makrelsalats udstilling 2007.
I løbet af de fire måneder jeg har været i gang er jeg jo støt på de tre salat bagmænd m/k i forskellig sammenhæng – både af omtale og i kød og blod, og nu stifter jeg så bekendtskab med jer i konstellationen Makrelsalat.
Jeg var hernede i fredags, sidst på eftermiddage, for lige at snuse til udstillingen, og jeg kan jo konstatere at her er virkelig sket ting og sager. Ud af papkasser og byggestøv har der rejst sig en udstilling.
Jeg var her vel ½ time i fredags, da det hele var i sin vorden. Markus kom med isn trailer, Anne overvejede vandrørene som ophængningsmulighed, Eskild var ved at vikle værker ud af beskyttelsesplasten og Leif gik rundt med en støvsuger.
Bare på den ½ time kom vi vidt omkring: Vi talte om kunstnerens overvejelser om at trække på hovedstolen, altså at tage afsæt i det personlige erindringsstof, om at give det figurative modspil af det nonfigurative og om at arbejde i et materiale hvor bordet fange, hvor et tushstrejf på det store ark ikke står til at sljøfe, men må gøres til del af helet.
Form, materialer, inspiration: vigtige elementer i jeres kunstneriske virke og elementer i den uendelige debat om "hvad kunst er"? Hvad afgør det? er det håndværket, sagbarheden, provokationen, evne til at gengive præcist eller fortolke? Skal det være kønt, flot, bjergtagende, eller er det ideen bag, konceptet der gør kunst til kunst?
Spørgsmålet hvad er kunst, er der mange der har søgt at besvare. Ikke mindst forrige århundrede rummer til al rigelighed eksempler på, at nogen har søgt at diktere hvad kunst er er, og med magt forhindre dem der arbejdede uden for de afstukne rammer .
Alene det, at det var dem så magtpåliggende at styre de, siger jo et og andet om den samfundsmæssige betydning kunst her. Hvis kunstens kommentarer og fortolkninger var ligegyldige, var der jo ingen grund til at lægge begrænsninger på.
De der har søgt at diktere ender med at kapitulere.
En af de klogeste analyser af hvad der er kunst som jeg har stiftet bekendtskab med er den tyske kunstteoretiker Karl Heins Lydeking, og hans dørvogterteori.
Han ser kunstens felt som en arena omkranset dørmænd, som bestemmer hvem der slipper ind på kunstens arena. Jeg ser for mig sådan en hele kødrand af dørmænd, der bevogter hvem der får lov til at slippe igennem. Inders inde, helt tæt på kanten af arenaen står de der har mest at skulle have sagt. Jo længere væk fra kanten man kommer, jo mindre er interessen for at skulle have noget at skulle have sagt i forhold til hvem der får lov til at slippe ind.
Men helt inde ved arenaen står dem der arbejder med kunsten: Kunstnere, kritikere, kunsthistorikere. Dem der køber kunst og andre der aktivt lader deres stemme blive hørt. For at blive del af denne inderkreds skal man opnå og fastholde de andres anerkendelse og respekt.
Det resulterer i en sund udskiftning på pladserne og der med en dynamisk udvikling af, hvem og hvad der får lov til at trænge igennem. Nogen slipper igennem på den ene side andre via et andet hjørne, og mange slipper slet ikke ind. Men svaret på spørgsmålet hvad kunst er, forandrer sig. Derfor har vi andet og mere end hulemalerier at forholde os til i dag.
Hvis nogen forsøger at diktere hvad der kan slippe ind i kunstens arena og hvad der skal smides ud, ja så opnår en sådan diktator simpelthen ikke de andre dørvogteres anerkendelse og kan dermed ikke optages i korpset. I en periode kan de bruge magt til at få det til at se ud som om de bestemmer hvad kunst er, men før eller siden må de kapitulere.
Kære Makrelsalater,
Med jeres udstilling her, er det tydeligt for enhver, at der ikke er noget entydigt svar på "hvad kunst er". Den mangfoldighed af teknikker, inspirationskilder og formmæssige udtryk der er repræsenteret understreger at der aldrig bliver et entydigt svar: at kunstens felt er foranderligt og dynamisk.
Jeg håber rigtigt mange vi få lejlighed til at besøge udstillingen her i løbet af december. Fra min ydmyge plads, et sted i dørvogternes kødrand mener jeg bestemt den er et besøg værd: både for dem tættest på arenaen og for os længere ude i geledderne. Og med de ord, vil jeg gerne have lov til at åbne makrelsalats udstilling 2007.